'Sardanapalus 'død' af Eugène Delacroix

Passion, vold og dekadence: Eugène Delacroix og Sardanapals død

Maleren “Sardanapals død” af Eugène Delacroix er et af de mest betydningsfulde værker inden for fransk romantik. Udført i 1827 viser dette monumentale billede en dramatisk og kaotisk scene inspireret af historien om den assyriske konge Sardanapalus. Værket imponerer med sin dynamiske komposition, levende farvepalet og teatralske skildring af vold, desperation og passion. Delacroix fandt inspiration til dette maleri i et værk af den britiske digter Lord Byron. I hans tragedie Sardanapalus fortælles historien om den sidste assyriske konge, der, når han står overfor en uundgåelig nederlag mod fjendtlige styrker, beslutter sig for at afslutte sit liv og sit rige i en total ødelæggelsesakt. I stedet for at overgive sig beordrer Sardanapalus ødelæggelsen af alt, hvad han holder kært: hans kvinder, tjenere, heste og skatte skal dø sammen med ham. Delacroix tog dette tema og omdannede det til et kraftfuldt maleri, der fanger essensen af romantikken – tiltrækningen til ekstreme oplevelser, følelsesmæssig intensitet og skildringen af eksotiske, ofte brutale scener. Det monumentale værk, som måler 3,92 x 4,96 meter, er en virvelvind af farver, former og bevægelser. I centrum af billedet ligger Sardanapalus på en prangende udsmykket seng, der minder om en trone. Med en rolig og distanceret holdning betragter han de frygtelige scener omkring sig. Hans ansigt er koldt og ligegyldigt, næsten udtrådt, mens kaosset hærger omkring ham. Rundt om kongen udspiller sig dramatiske og voldelige scener: kvinder bliver brutalt dræbt, tjenere forsøger forgæves at redde smykker og skatte, og dyr bliver slagtet. Figurerne er afbildet i komplekse, dynamiske positioner, der minder om barokkens dramatiske stil. Kompositionen er diagonalt opstillet, hvilket yderligere forstærker den dramatiske spænding. Delacroix, kendt for sin mesterlige brug af farve, anvendte her stærke, kontrasterende nuancer for at understrege den følelsesmæssige intensitet i øjeblikket. Røde og gyldne toner dominerer billedet og giver det en næsten uhyggelig glød. Lyset er diffust og synes at komme fra indersiden af scenen, hvilket skaber en følelse af nært forestående katastrofe. “Sardanapals død” er meget mere end en historisk scene. Det inkapsler romantikkens centrale temaer: forbindelsen mellem Eros og Thanatos, dekadence og forfald, samt flugten til eksotiske og ekstreme verdener. Sardanapalus fremstilles som et symbol på en tyrann, der hellere vil ødelægge alt end overgive det til sine fjender. Hans ro midt i blodbadet afslører en kynisk og nihilistisk holdning præget af dekadent overlegenhed.